Billeder Sensommertræf 2018
Sensommertræf 2018
Denne gang var vi inviteret til Nordfyn af Maria og Thomas (Bach Hansen). Vejret var lidt blandet ikke mindst når vi tager
den fantastiske varme og tørre sommer i betragtning. Grundet forskellige faktorer var træffet jo skubbet til først i september, men desuagtet havde ikke mindre end 13 personer fundet vej til Bogensevej 131, Hårslev. Desværre
var ingen af vores tilknyttede dommere til stede. De gemmer nok krudtet til hønsedagen i oktober.
Det viste sig dog, at vi ikke skulle for enden af alleen for at finde om i et kæmpe stort kombineret
maskinhus og lade. Her blev opstillet en række bure på nogle dertil anbragte højtrykspressede bigballer. Det gav en overraskende god højde at kigge dyrene i. her var ingen mulighed for at gemme eventuelle andefødder.
Efter indsætningen af de medbragte dyr blev vi budt indenfor til et yderst veldækket kaffebord med alt hvad hjertet kunne begære – hvis nogen alligevel gik sultne fra bordet, var det i hvert fald
ikke værtsparrets skyld.
Som altid når vi samles i specialklubben gik snakken lystigt med de obligatoriske spørgsmål om årets avl etc. og naturligvis lidt små drillerier
hen over bordet.
Vel affodret blev vi budt med over til genboen, som er en inkarneret opdrætter af græsparakitter. Jeg må nok sige, at jeg blev imponeret af den orde og ”pinlige”
renlighed vi her blev mødt med. Hvis bare mit hønsehus var halvt så rent en gang imellem, så ville jeg være pave stolt.
Nå men fuglesnakken interesserede jo ikke lige meget
alle, så vi var nogle som listede tilbage for at tage de mødte høns i nærmere øjesyn. Alle vore racer, med undtagelse af Burma, var repræsenteret i større eller mindre antal. Jeg har ikke tal på hver enkelt
race, men jeg tror at der var næsten lige mange Ukkelse Skæghøns og Fodbefjerede Dværge (Sabelpoot). Alle de gængse varieteter, vi også ser på LU, var der + de sjældne guld hvid porcelænsfarvede og hvid
sort columbia. Vi så også Everberg Skæghøns i nogle ganske få eksemplarer. Det er jo forholdsvis svært, at få god befrugtning af æggene, hvorfor der naturligvis også kun bliver få kyllinger. Naturligvis
var der mange dyr, som manglede noget i udvikling, men det er jo heller ikke eksteriøret, det kommer an på denne dag. Til gengæld kigger vi jo efter i alle krogene til hønsedagen.
Var
formiddagskaffen rigelig, så var forplejningen til middagen nærmest overdådig. Vi blev trakteres med en virkelig velsmagende hakkebøf, og som om det ikke var nok, var der grillede pølser til dessert – og alt sammen uden
beregning. Virkeligt generøst, på forsamlingens vegne mange tak.
Den efterhånden lidt korte eftermiddag gik så med at kigge flere dyr, en overgang var der vel rigeligt i burene på
en gang – nok lidt udenfor en sædvanlig dagsorden for et sommertræf.
Sidst på eftermiddagen var det blevet tid til at sige tak for i dag, godt mætte af indtryk og ikke mindst Lones
gode kager til eftermiddagskaffen.
Til sidst er der kun at sige tak til alle de, som mødte. De som ikke kunne blev snydt for en god dag i Specialklubben for fodbefjerede dværge.
På gensyn til næste år et nyt sted (forhåbentligt).
Venlig hilsen Peder P.
Billeder Sensommertræf 2018